Snickers, eller noget der ligner (LCHF)
Denne snack er bare syndig lækker. Jeg kan slet ikke tage æren for det, den tilfalder helt Jane Faber og ligger på hendes side www.madbanditten.dk, (tjek hendes side ud, hun har så mange skønne opskrifter på lækre ting) men der er nogen der har spurgt efter den, så her kommer den.
Skal man have noget fredagsguf der ikke sender ens blodsukker helt op i skyerne, så er dette en klar favorit her hjemme. De er nemme at lave, men tager lidt tid da de skal en tur i fryseren inden man overtrækker det med chokolade. Hr Munk ville gerne at de blev overtrukket med lys chokolade, da han synes det passer bedre (så ligner de måske origianalen mere) men så går LCHF lidt fløjten, men det kan man jo selv bestemme. Tror jeg laver nogle til ham med en blanding af mørk og lys, så blir han nok glad 🙂
Har man kun alm sukker og ikke går så højt op i om der er sukker i så går det sikkert også. Har ikke selv prøvet det. Men under alle omstændigheder er de nok bedre end den ægte vare, (her mener jeg den rigtige snickers), hvad sukker indhold angår…
Nå men her kommer så opskriften
Ingredienser (jeg fik 12 stk)
200 g crunchy peanutbutter uden tilsat sukker
1 dl saltede peanuts
1 dl usaltede jordnødder (eller anden nød, mandler har jeg også lavet dem med tidligere)
1 spsk Sukrin Gold Eller kokossukker
1 knsp vaniljepulver
25 g smør
200 g mørk chokolade (70-86%)
1 spsk kokosolie uden smag
Hak nødderne groft. Smelt peanutbutter i en kasserolle og tilsæt smøret, de hakkede nødder, sukrinen og vaniljen. Når det hele er godt blandet, hælder du blandingen over i en form beklædt med husholdningsfilm og sætter den på frost nogle timer.
Tag peanutmassen ud af fryseren og vurder, om den er stiv nok til at blive skåret i tern. Hvis ikke, lader du den stå lidt længere.
Smelt chokoladen over vandbad (en stålskål ovenpå en gryde med let kogende vand) sammen med kokosolien. Dyp forsigtigt peanutbutter ternene i ved hjælp af to gafler. Eller pensl dem, det synes jeg er nemmere. Lad hele herligheden afkøle godt i køleskab, inden de spises.
Rigtig lækker fredagsguf, og du kan sagtens servere dem for gæster til en kop kaffe, de er rigtig lækre.