Frugttærte med mandelbund, LCHF
Denne tærte er ikke keto, mere LCHF, men hvis man planlægger sin dag kan man godt få plads til et lille stykke. Jeg lavede denne i påsken hvor vi var sammen med den nærmeste familie… Jeg havde lavet mine keto venlige marcipan æg, men ville se om jeg ikke kunne lave en lækker kage og det synes jeg lykkedes ret godt…
Man kan godt spise den hvis man ikke er på keto, men så synes man nok den mangler sødme.. Og jeg fandt ud af jeg skulle lade være med at nævne den indeholdt smøreost, for det var der en der bestemt ikke synes passede i den kage. Den smager ikke af ost, men syrligheden fra osten skinner igennem, men det kan jeg nu godt lide. Der er mange der synes 92% chokoladen er alt for stærk/bitter, så brug den chokolade du bedst kan lide.
Bund:
140 g meget fin mandelmel, (min havde 8,3g kulhydrat pr 100g)
5 spsk. smeltet smør
1 tsk vaniljeekstrakt
1 nip salt
Blandes og kommes i en tærteform. Jeg brugte en tærte ring uden bund med små huller i, og jeg fik en helt sprød og lækker bund.
Bag den ved 175 grader til overfladen er gylden, jeg gav min 10-12 minutter
50 g 92 % chokolade, smeltes og kommes på bunden, og så skal den køles helt af inden du kommer cremen på.
Topping:
2 dl piskefløde,
200 g natural smøreost
1 spsk mamma’s Zugar, malet fint
1 spsk sukrin gold, malet fint
1 tsk vaniljeekstrakt
evt. et nip vaniljepulver, kornene ser flotte ud i cremen
2 tsk citron eller lime
Pisk fløden til let skum
Rør osten sammen med de andre ingredienser og smag den til
Fordel cremen over bunden og kom bær på efter eget valg, jeg brugte 25 hindbær, 6 store jordbær, skåret i kvarte og 22 blåbær, du kan evt dryppe lidt smeltet chokolade over…
I 100 g tærte er der 296 kcal, 5,1g protein, 6,7g kulhydrat og 28g fedt